Værktøjet til at kortlægge og styrke dine digitale færdigheder
Københavns biblioteker
Du lærer at
Finde brugbar information på nettet
Reflektere over dine digitale fodspor
Vurdere dine kilder og spotte fake news
Indgå respektfuldt i online fællesskaber
Stærk på nettet er et undervisningsforløb for 7. klasse. Forløbet styrker elevernes færdigheder på nettet indenfor overskrifterne: Søg, bedøm, gem, producer, del og deltag.
Digitale kompetencer er livsnødvendige i nutidens demokrati. En oplyst medborger skal ikke længere kun følge nyhedsmedier og sætte kryds på en stemmeseddel. En oplyst medborger skal også kunne navigere i sit news feed, skelne fake news fra real news og følge/deltage i debatten på online fora. Derfor er digitale færdigheder skrevet ind i samtlige af folkeskolens fælles mål.
De unge er digitalt indfødte; vokset op med digitale medier og kender medielandskabet, sociale medier og de nyeste teknologier bedre end forældregenerationen. Men imens medier og digitale teknologier konstant forandrer sig, er begreber som troværdighed og god opførsel konstante - og ligeså komplekse og vigtige som de altid har været. Falske nyhedshistorier, en hadsk tone i debatten på nyhedsmediers facebooksider, plagiat, deling af nøgenbilleder og cybermobning viser, at de unge stadig har brug for støtte til at navigere på nettet.
Værktøj og workshop er udviklet af Københavns Biblioteker og Center for Digital Dannelse i samarbejde med Silkeborg Bibliotekerne og Billund Bibliotekerne med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje.